Čeština | Dansk | Deutsch | English | Español | Français | Italiano | Nederlands | Norsk | Polski | Português | Pусский | Suomi | Svenska | US
Euro Huntington's disease network [logo]
Huntingtons chorea - Symptomer -

Hvad er tegn og symptomer på HS og hvornår begynder de?

En person, der arver ændringen (mutationen) i HS-genet, der giver HS vil oftest gradvist udvikle symptomer på sygdommen så den kan være ubemærket igennem mange år. Den alder, som en person udvikler symptomer i (debutalder), har relation til størrelsen af ændringen i HS-genet (antallet af CAG), således at et stort antal CAG'er ofte medfører en tidlig debutalder. Det gælder imidlertid ikke altid, og det er for tiden ikke muligt at forudsige, hvornår sygdommen begynder på grundlag af en test eller anden information.  
 
HS medfører bevægelsesforstyrrelser, psykiske symptomer og kognitive (intellektuelle) ændringer, der oftest starter i 30- til 50-års alderen. Symptomerne varierer fra person til person. Således kan én person med HS have udtalte bevægelser, men lette psykiske symptomer, mens en anden person kan have depression og angst igennem mange år før bevægelserne kommer.
Bevægelsesfortyrrelser. En person med HS vil typisk få ufrivillige bevægelser, der i begyndelsen kan ytre sig som rastløshed eller nervøs uro, men vil efterhånden udvikle sig til tydeligt unormale bevægelser, som personen har vanskeligt ved at kontrollere. I de sene stadier af sygdommen og hos børn og teenagere med HS, vil bevægelserne ofte være langsomme og stive i stedet for de hurtige og tilfældige bevægelser, der kaldes chorea. 
 
Intellektuelle forstyrrelser. HS medfører nedsat mental kapacitet, så det bliver vanskeligt for personen at multitaske og skifte fra ét emne til et andet. Det kan også blive vanskeligt at lære nyt og/eller at huske ting. En person med HS vil dog ofte kunne huske tidligere oplevede ting, når vedkommende bliver præsenteret for dem. Disse mentale (kognitive) ændringer, kan medføre problemer på arbejdspladsen eller i hjemmet før andre symptomer på HS bliver synlige.
Psykiatriske symptomer. Mange af de psykiske symptomer ved HS kan behandles med god effekt. Depression er meget almindeligt ved HS; den kan gå forud for andre symptomer på HS og er forholdsvis let at behandle. En svær depression kan undertiden føre til selvmord. Da depression også er hyppigt forekommende i befolkningen generelt kan det være vanskeligt at vurdere, om en depression er det første symptom på HS hos en risikoperson.
Andre psykiske symptomer som kan ses ved HS er angst, tvangstanker, irritabilitet, impulsivitet, social isolation og initiativløshed. Nogle personer med HS kan virke aggressive eller være psykotiske med hallucinationer og vrangforestillinger.